Nu får Københavns travleste elevatorer en kæmpe makeover

Nu får Københavns travleste elevatorer en kæmpe makeover
Hvis du har taget Metroen fra Nørreport bare én gang, er chancen stor for, at du har stået i den.
Den store elevator mellem gadeplan og Metroen har nemlig kørt op og ned hele 18 millioner gange siden Metroen åbnede i 2002.
Nu er den første i rækken til at få en omfattende opgradering, der skal gøre turen mere sikker og mindske risikoen for fejl.
Det svarer ifølge Metroselskabet til, at hver eneste dansker har taget elevatoren omkring tre gange.
Efter mere end 20 års drift er det derfor tid til en gennemgribende renovering.
“Elevatorerne er afgørende for mange passagerer hver eneste dag, særligt hvis du rejser med barnevogn, cykel, bagage eller er gangbesværet. Efter mere end 20 års drift er det tid til en opgradering, som både gør elevatorerne mere pålidelige og nemmere at vedligeholde,” siger Mads Thostrup, chef for drift og vedligehold i Metroselskabet, i en pressemeddelelse.
Når en metroelevator går i stå, er det ofte dørene, der er synderen.
Derfor bliver alle de bevægelige dele i dørsystemet nu udskiftet.
Det drejer sig om omkring 100 reservedele pr. elevator.
Samtidig bliver elevatorerne udstyret med nye 3D-sensorer og et lysgardin, som registrerer personer, barnevogne, kørestole, cykler eller bagage, før dørene lukker.
Hvis sensoren registrerer noget, lyser den grønt, og dørene bliver stående åbne.
Først når der er fri bane, skifter lyset, så dørene kan lukke.
“Den nye teknologi sikrer, at ingen passagerer eller bagage bliver ramt af dørene, når de lukker, og giver bedre tid til at komme ind og ud. Det gør elevatorturen til en mere behagelig oplevelse og beskytter samtidig dørene, så elevatoren får større driftsstabilitet,” siger Mads Thostrup.
Opgraderingen begynder med seks elevatorer på Nørreport, Kongens Nytorv og Christianshavn.
Herefter vil Metroselskabet vurdere, om de resterende 21 elevatorer på M1- og M2-linjerne også skal gennem samme opgradering.
Hver elevator forventes at være under ombygning i omkring to uger.
Hvad: Metroselskabet opgraderer elevatorerne på M1- og M2-linjen.
Først: Seks elevatorer på Nørreport, Kongens Nytorv og Christianshavn.
Derfor: Elevatorerne er over 20 år gamle, og dørsystemerne bliver moderniseret med omkring 100 nye dele samt 3D-sensorer.
Vildt tal: Hovedelevatoren på Nørreport har kørt op og ned 18 millioner gange siden Metroens åbning i 2002.


