Ingen kom for at sige farvel: Så dukkede 4 fremmede op
Ingen kom for at sige farvel: Så dukkede 4 fremmede op
De fleste af os håber, at nogen en dag vil savne os.
At kirken bliver fyldt med familie, venner og mennesker, som har delt livet med os.
Sådan blev det ikke for Michael.
Da den 74-årige københavner skulle bisættes, var der ingen børn. Ingen søskende. Ingen nære venner. Ingen pårørende.
Alligevel blev han ikke sendt afsted alene.
Fire mennesker fra den vej, hvor Michael har boet hele sit liv, mødte op for at sige et sidste farvel.
Ikke fordi de kendte ham godt. Men fordi de mente, at ingen fortjener at forlade verden uden nogen til stede.
Historien bliver fortalt til MigogKbh følsomt og hudløst ærligt af Thomas Heie Nielsen, som i årtier har været nabo til Michael på Straussvej.
Onsdag den 1. juli bemærkede han, at der var usædvanlig aktivitet ved Michaels lejlighed.
“Jeg vidste instinktivt, hvad det drejede sig om. Michael. En ensom stakkel, som ikke ønskede kontakt fra nogen,” fortæller Thomas Heie Nielsen.
Senere kom en bil, og en person blev båret ud i en lukket ligpose.
“Vi vidste alle, at det var Michael. En mand som alle kendte. Men som ingen kendte. For han holdt sig altid for sig selv.”
Michael havde boet på Straussvej, så længe naboerne kunne huske.
Han gjorde aldrig væsen af sig.
Han gled næsten ubemærket gennem livet.
“Han var aldrig årsag til utryghed. Han var nærmest en skygge, som sneg sig langs panelerne. En som gled ud af folks fokus og som aldrig gjorde noget væsen af sig.”
Da Thomas og hans kæreste, Maria, hørte om dødsfaldet, traf de hurtigt en beslutning.
Hvis Michael skulle bisættes uden familie, ville de være der.
Thomas kontaktede en præst, som kunne bekræfte, at kirkekontoret havde svært ved at finde pårørende.
Derfor gav Thomas og Maria besked om, at de gerne ville deltage i bisættelsen.
Og én til en ældre nabo, Rita, som også havde kendt til Michael hele livet.
Sammen med Maria mødte de op i kirken.
Da dagen kom, var kirken næsten tom.
Ud over de fire naboer var kun præsten, kirketjeneren og organisten til stede.
“Præsten sagde til os få fremmødte, at vi måtte synge ekstra til.”
Præsten havde næsten intet materiale at bygge sin tale på.
Michael efterlod sig ingen nær familie, som kunne fortælle om hans liv.
De få historier, præsten kunne fortælle, kom fra naboerne på Straussvej.
“Han holdt sig altid for sig selv. Han var vanskelig, og nogle ville måske også sige, at han var sær.”
Thomas beskriver en mand, som hele livet boede sammen med sin mor, indtil hun døde for næsten 30 år siden.
Derefter blev Michael boende alene i lejligheden.
“Jeg tror, han levede det liv, han ønskede eller måske det liv, han formåede. Og det fungerede for ham. Sådan da. Selv om jeg ikke tror, han havde det nemt. Tænk at skulle kæmpe hver dag hele livet.”
Thomas understreger, at de godt vidste, hvordan bisættelsen ville blive.
At kirken sandsynligvis ville være tom.
Men netop derfor følte de, at de skulle komme.
“Vi vidste godt, at der ikke ville komme mange, hvis overhovedet nogen til bisættelsen. Men ingen skal gå bort alene.”
Så Michael fik alligevel mennesker omkring sig den sidste dag.
Fire naboer, som valgte at møde op.
Ikke fordi de kendte ham særlig godt.
Men fordi de mente, at ethvert menneske fortjener et sidste farvel.
