Speederen i bund på Rømø: Politiet uddeler bøder efter ræs på stranden | Indland | DR

Speederen i bund på Rømø: Politiet uddeler bøder efter ræs på stranden | Indland | DR
Sommervarmen er over os, og turister valfarter til stranden. Også til Lakolk Strand på Rømø, der er en af Europas bredeste sandstrande.
Lakolk er kendt for sit finkornede, hvide sand og det lave badevand, men også muligheden for at køre i bil direkte ned på stranden. Det er ikke forbudt, men nogle bilister bliver fristet, når først de er på den hvide strand:
- Problemet er, at sommervarmen gør folk kåde. Og så kan vi se en tendens til, at folk kører rundt på stranden og tester bilen ved at lave håndbremsevendinger og ræse rundt i ring i høj fart, fortæller Allan Dalager, der er vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Selvom strandens bredde måske kan indbyde til ræs, så er det absolut forbudt. Stranden er fuld af gæster. Der er børn, der løber rundt. Der er folk, der flyver med drage og andre, der spiller bold, så de skal lade være med at køre rundt og lave ræs og håndbremsevendinger. Vi vil ikke have det, og vi forsøger at dæmme op for det med øget patruljering, siger Allan Dalager.
Trafikanter, der ikke overholder færdselsreglerne om agtpågivenhed i trafikken risikerer at få en bøde. Og er der tale om kap- og væddeløbskørsel, er straffen ubetinget fængsel, og sagen vil som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum tre år.
- Det er dels ulovligt, men også meget farlig kørsel. Vi skrev derfor i tirsdags to bøder til turister, der hver måtte slippe 1.000 kroner, fordi de bevidst havde kørt ræs, oplyser Allan Dalager.
I juli måned 2013 fandt der en dødsulykke sted på netop Lakolk Strand. En 21-årig mand fra Esbjerg området mistede livet, da en bil med fire unge kørte ræs på stranden, hvorefter den rullede rundt, og den unge mand blev slynget ud af bilen og fik svære kvæstelser i hovedet. Føreren af bilen blev senere idømt halvandet års fængsel, og i samme ombæring blev hastighedsgrænsen på Lakolk Strand sat ned til 20 kilometer i timen.
- Vi bliver ved med at holde godt øje med Lakolk Strand det næste stykke tid, siger vicepolitiinspektør Allan Dalager fra Syd- & Sønderjyllands Politi.


