Passagerer på Sjælland sendes med togbus: 'Det er noget pis' | Indland | DR
Passagerer på Sjælland sendes med togbus: 'Det er noget pis' | Indland | DR
Hjulene på togbussen drejer rundt, rundt, rundt. Og denne gang er det pendlere og andre rejsende på Midt- og Vestsjælland, der må kigge langt efter transporten på skinner og i stedet stige om bord på en bus.
Et omfattende sporarbejde skulle egentlig have været afsluttet her mandag morgen, men det har ikke været muligt.
Derfor kører der togbusser mellem Ringsted og Slagelse - i hvert faldt indtil klokken 17 mandag.
En af de passagerer, der er ramt af ændringerne, er Steen Christensen. Han har stået op i toget fra Fredericia til Slagelse, hvor han så måtte vente tre kvarter på en togbus:
- Det er røvirriterende, hvis jeg må sige det sådan. Vi betaler og reserverer vores billetter, og så er der kaos. Jeg tror faktisk, de gør, hvad de kan. Men der kunne man godt tænke sig, at de øvede sig lidt, siger han.
Det er uvejret i aftes, der er skyld i, at Banedanmark ikke har kunnet gøre arbejdet færdigt til tiden.
Peter Rasmussen er en anden af dem, der blev fanget på Slagelse Station og måtte tage en togbus videre:
- Det er noget pis, og jeg er glad for, at jeg har nogen kollegaer, der møder ind for mig i stedet for, siger han.
DSB oplyser, at de fra klokken ni har haft 23 busser ude at køre, men at man må forvente noget ventetid.
DSB opfordrer kunderne til at holde sig orienteret på DSB’s hjemmeside.