News·July 16, 2026·1 min read

Midt- og Vestjylland er den politikreds i landet med flest sigtelser mod nye 17-årige bilister | Indland | DR

Midt- og Vestjylland er den politikreds i landet med flest sigtelser mod nye 17-årige bilister | Indland | DR

Der er meget at være opmærksom på, når man er 17 år og ny bilist i trafikken. Fartgrænser, højresving, vejarbejde, rundkørsler og meget mere.

Siden 1. juli 2025 har 17-årige med gyldigt kørekort måtte sætte sig bag rattet alene i tidsrummet fra klokken 05 til 20.

Siden da er der sket 2.397 sigtelser mod de 17- årige bilister, og 1.270 af dem handler om hastighedsovertrædelser, oplyser Alm. Brand Forsikring A/S.

Samtidig er Midt- og Vestjyllands Politikreds den politikreds i landet med flest sigtelser mod 17-årige bilister. Her er der i alt registreret 293 sigtelser i politikredsen.

Og det er da også fristende lige at trykke lidt hårdere på speederen, genkender 17-årige Frida Nyberg Thorbjørnsen, der er ved at tage kørekort i Viborg.

  • Jeg ved, at der er nogle af mine venner, der kører lidt for stærkt, men generelt er det noget, vi tænker over. Det er dumt at miste sit kørekort, når man lige har fået det.

Allan Berg, kørelærer og ejer af køreskolen Route 36 i Viborg, mener ikke, at de unge er uforsvarlige. Han tror blot, at de 17-årige har brug for mere erfaring.

  • Måske skal man tænke over, om 17 år er for sent at tage kørekort. Om man egentligt skulle tage det væsentligt tidligere og så have mere erfaring sammen med sine forældre. Det tror jeg kan ændre meget.

Peter Kirkegaard, der vicepolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi, tror heller ikke, det handler om, at de unge bilister i Midt-og Vestjylland er dårligere bilister end alle andre. Han tror, at noget af forklaringen ligger i geografien.

  • Vi er en stor politikreds. Vi har 19 procent af hele landets vejnet, så vi har også mange unge, der kører på vejene. Det kan også være en del af forklaringen. Jeg vil ikke kalde de unge mennesker uansvarlige.

Vicepolitiinspektøren har alligevel et klart budskab til de unge bilister.

  • Vi kan appellere til sund fornuft. Kør ordenligt, kør efter forholdende, lad være med at drikke og sidde med telefonen i hånden. Det er alle store ulykkesfaktorer, siger Peter Kirkegaard.