KL glæder sig over 50 mio. kr. ekstra til beredskab i kommunerne – BeredskabsInfo
KL glæder sig over 50 mio. kr. ekstra til beredskab i kommunerne – BeredskabsInfo
Den nye regering har relanceret den tidligere regerings akutpakke. Den indeholder 270 mio. kr. til ekstraordinære kommunale beredskabsindsatser, og en af de få nyheder i pakken er, at der er fundet 50 mio. kr. ekstra til kommunerne. De ekstra penge skal gå til at styrke beredskabet på ældreområdet, hvilket glæder Kommunernes Landsforening (KL).
Som en del af regeringens akutpakke for beredskabet i år er KL og regeringen blevet enige om at sende ekstra penge afsted for at styrke beredskabet på ældreområdet.
Det betyder, at der nu samlet er afsat 270 mio. kr. til ekstraordinære kommunale beredskabsindsatser i 2026, og det er vigtigt, siger Lone Loklindt, der er formand for KL’s Kultur-, Erhverv- og Samfundssikkerhedsudvalg:
”Der er kommet 50 mio. kr. ekstra oven i den pakke, der blev aftalt i vinters, og det er vi selvfølgelig glade for. I kommunerne står vi med ansvaret for rigtig mange sårbare og ældre borgere. Derfor er det vigtigt, at vi har mulighed for at købe nødstrømsløsninger og andet udstyr, så vi er klar, hvis krisen kommer”.
De seneste år har trusselbilledet ændret sig markant og betydet, at kommunerne har opprioriteret beredskabet.
Derfor er Lone Loklindt glad for, at den nye regering viser, at den godt er klar over, at kommunerne står med en stor og vigtig opgave:
”Hvis krisen kommer, er det os i kommunerne, som borgerne først henvender sig til. Det skal vi være klar til at håndtere, men det er ikke en opgave, vi kan løse alene. Derfor ser vi også frem til at tale med regeringen om, hvordan Danmarks kommende totalberedskab skal se ud”, siger hun og fortsætter:
”Et totalberedskab skal netop gøre de ting tydelige, som vi i kommunerne tidligere har savnet svar på. For eksempel: Hvilke kriser er det vigtigst at være klar på? Hvilken type øvelser skal vi afholde? Hvilken rolle spiller civilsamfundet? Og hvilke sårbare borgere har vi ansvaret for i kommunerne? Det står vi klar til at drøfte med ministeren”.
Regeringen har lanceret et totalberedskabskoncept og vil i den forbindelse udmønte 1,2 mia. kr. til en akutpakke til beredskabsområdet. I denne sammenhæng skal beredskab dog forstås bredt, og mange initiativer vedrører andre sektorer. Men både det statslige og kommunale beredskab for del i akutpakken.
For første gang siden etableringen af beredskabsministeriet i 2024 er der rent faktisk ekstra penge på vej til de kommunale beredskaber. Det er man tilfredse med hos brancheorganisationen Danske Beredskaber, der betegner regeringens akutpakke og de medfølgende 220 mio. kr. som en fin start. Men de kommunale beredskaber er kernen i totalberedskabet, og det kræver mere end en akutpakke, hvis beredskaberne skal kunne håndtere det aktuelle trusselsbillede, lyder meldingen.
Efter den politiske aftale om at reducere besparelserne på det statslige beredskab bør regeringen benytte lejligheden til at fjerne sparekravene til de kommunale beredskaber. Det mener KL, som anfører, at de nuværende udfordringer for beredskabet ikke kunne forudses, da KL selv indgik aftalen om at spare 175 mio. kr. på brandslukningen i kommunerne.
Copyright © 2025 · BeredskabsInfo