Kæmpe isbjerg er drevet mere end 1.200 kilometer | Natur | DR
Kæmpe isbjerg er drevet mere end 1.200 kilometer | Natur | DR
Et såkaldt taffel-isbjerg er drevet mere end 1.200 kilometer langs Østgrønlands kyst.
Bjerget er omkring 5,7 kilometer langt, fire kilometer bredt og stikker 10-25 meter op over overfladen.
Det er normalt, at taffelformede isbjerge driver med storisen langs Østgrønland om vinteren og foråret og når Sydgrønland om sommeren, hvor de typisk har en størrelse på 200-500 meter.
Men størrelsen er alligevel opsigtsvækkende, fortæller Hans Henrik Light, der kortlægger DMI's istjeneste.
– Isbjerge på tre-seks kilometer som dette ser vi kun hvert andet eller tredje år, siger Hans Henrik Light.
Iskortlæggeren har fulgt bjerget i flere år. Indtil i vinter lå det fanget ved den grønlandske, ubeboede ø Île de France i det nordøstlige Grønland.
– Isbjerget er drevet over 1.200 kilometer fra Nioghalvfjerds-gletsjeren. Det har i lang tid været i drift sammen med Storisen og været delvist beskyttet mod vind, bølger og dønninger. Nu er det fri af havis og dermed også mere udsat. Fra nu af vil vi kunne se det blive til flere og mindre isbjerge, mens det driver videre mod syd, fortæller han.
DMI overvåger løbende isbjerge i Grønland, da de kan være til stor gene og potentiel fare for skibstrafikken i grønlandske farvande.
Derfor indgår oplysningerne om isbjergenes placering også i iskort, som blandt andet krydstogtsskibe og fragtskibe bruger til at styre uden om forhindringer.
Isbjerge som disse er et fænomen, der er opstået i takt med det varmere klima. De såkaldte taffel-isbjerge fandtes stort set ikke ved Grønlands østkyst før år 2000, hvor de var spærret inde af tyk fastis året rundt, oplyser DMI.