News·July 16, 2026·1 min read

Hindbærsorbet, georginer eller dyrefoder lige når det passer dig | Indland | DR

Hindbærsorbet, georginer eller dyrefoder lige når det passer dig | Indland | DR

Vi kender det fra vejboder og gårdbutikker; når vi tager en vare, så betaler vi naturligvis også for den. Det er et spørgsmål om ærlighed og tillid.

Nu vinder de selvbetjente butikker også frem i byerne.

I disse år er der f.eks. flere blomsterbutikker, der lader planter og blomster stå uden for butikken døgnet rundt, så man uden for åbningstid kan købe en potte georginer eller lavendler med hjem.

I Ringe på Midtfyn er der en selvbetjeningsbutik med hundefoder og snacks til de firbenede, og for dem der måtte have lyst til is, uanset hvad klokken er, så er der godt nyt i Skt. Klemens i det sydlige Odense.

Kohavegaard Ismejeri åbnede for en måneds tid siden endnu en selvbetjent isbod, hvor de kolde varer er tilgængelige udenfor normal åbningstid.

Johnny Nielsen, der er medindehaver af Kohavegaard Ismejeri, fortæller, at de har gode erfaringer med selvbetjente isboder i Assens, og med nyeste skud på stammen i Skt. Klemens har der denne sommer været virkelig godt gang i salget.

  • Den her sæson er helt exceptionel god. Vi kan slet ikke følge med, hverken med at fylde op eller lave is. Vi er faktisk i underskud lige nu, siger Johnny Nielsen.

Ifølge Johnny Nielsen er den helt store fordel ved de selvbetjente isboder, at de sparer en del lønkroner. Der er naturligvis en risiko for at folk tager mere, end de betaler for, siger han

  • Ulempen er selvfølgelig, at folk kan tage mere, end de skal have, men indtil videre kan vi ikke se, at folk har taget mere end de har betalt for.

Derfor forventer han også, at de udvider med flere selvbetjente isboder til næste sæson.

Ifølge Søren Askegaard, der er professor i Forbrugsstudier ved SDU, handler konceptet med selvbetjente butikker helt grundlæggende om tillid, og det ligger dybt i os danskere, at vi ikke snyder, selvom vi godt kan.

Den gensidige tillid er faktisk et særligt kendetegn for os i de nordiske lande.

Men det er ikke det alene, der gør, at konceptet kan være en økonomisk succes. Det handler også om, at arbejdskraften herhjemme er relativ dyr.

  • Hvis man spare på ens personaleomkostninger, så kan det godt bære et vist svind, siger professor Søren Askegaard.