Dialysepatienter i kamp om den gule trøje | Indland | DR
Dialysepatienter i kamp om den gule trøje | Indland | DR
Fra Viborg til Hamborg, gennem Køln og hele vejen til Paris. 1.200 km.
Så langt cykler patienterne på dialyseafdelingen på Regionshospitalet i Viborg.
Tour de Dialyse hedder aktiviteten, hvor en gul vindertrøje og en rødprikket bjergtrøje er på spil.
- Det er vældig sjovt, at vi har en konkurrence - så sker der noget nyt. Det kan jeg godt lide, siger Erik Sørensen, der sidder i dialyse tre gange om ugen på regionshospitalet.
Og det er ikke kun fordi, at der skal sket noget nyt, at afdelingen har arrangeret Tour de Dialyse.
- Under selve dialysen kan vi se, at der er mere blodgennemstrømning. På den måde er det lettere at få fat i de affaldsstoffer, der skal filtreres ud. Og så giver det også et mere stabilt blodtryk, siger sygeplejerske Inge Hekker Olsen.
Tour de Dialyse startede samme dag som Tour de France og slutter samme dag.
På forhånd havde afdelingen planlagt 1.200 km for patienterne, som er distancen fra Viborg til Paris. Det har de allerede nået. Men afdelingen cykler videre.
- Vi skal jo også hjem fra Paris igen, siger Erik Sørensen.
Den indsats har overrasket sygplejerske Inge Hekker Olsen, som undervejs har inkluderet alle patienterne ved at tilpasse hårdheden på sengecyklen efter den enkelte patients behov og formåen.
- Alt er meget individuelt. Nogle cykler fire timer, andre cykler et kvarter eller tyve minutter - så vi tilpasser efter, hvad de føler, de kan under deres dialyse.
Og der bliver også gået til den for et par af patienterne på afdelingen. Blandt andet Erik Sørensen, der går efter den gule trøje.
- Jeg ved ikke, hvordan det ender - det kan være, jeg er faldet ud af sengen, inden jeg når i mål, siger han med et glimt i øjet.
Den gule trøje går til den patient, der cykler flest kilometer i løbet af de tre uger, som cykelløbet står på.
Samtidig uddeles den prikkede bjergtrøje, som går til den patient, der har besejret sit eget personlige "bjerg" - her tæller vilje og godt humør mindst lige så meget som kilometer.