News·July 21, 2026·1 min read

Byggeriet af landanlæg til Energiø Bornholm sprænger budgettet | Indland | DR

Byggeriet af landanlæg til Energiø Bornholm sprænger budgettet | Indland | DR

Det store landanlæg til den planlagte Energiø Bornholm ser ud til at blive langt dyrere end forventet.

Bygherren Energinet melder om en væsentlig budgetoverskridelse for bygningerne på 1,7 milliarder kroner i forhold til det godkendte budget.

Det er firmaet Per Aarsleff A/S , der har fået tilbudt opførelsen af landanlægget til en opgavepris på 3,7 milliarder kroner, som var det laveste af de to indkomne bud. Kontrakten omfatter opførelsen af bygninger til projektets tre omformerstationer i Danmark, én på Sjælland og to på Bornholm.

Energinet begrunder budgetoverskridelsen med blandt andet prisstigninger i markedet samt vanskelige jordbundsforhold, øgede krav til fysisk sikring af stationen samt den fysiske udfordring i at fragte materialer og op føre så store bygninger på Bornholm.

I en orientering til aftalekredsen skriver Klima-, Energi- og Forsyningsminister Samira Nawa, at milliard-overskridelsen ikke giver anledning til en ny, politisk behandling - men noget skal der ske.

  • I den konkrete sag vil ministeriet kommunikere til Energinet, at selskabet målrettet skal arbejde for at nedbringe omkostningerne mest muligt samt have et fremadrettet fokus på effektiv budgettering i projektet, skriver ministeren.

Energiø Bornholm skal samle store mængder grøn strøm fra havvindmøller i Østersøen og sende strømmen videre til Danmark og Tyskland. Det hele forventes at være i drift i 2036.