Billist kørte over for rødt - endte med to personer på sygehuset | TV 2 Fyn | Fynske nyheder - lokalt hver dag
Billist kørte over for rødt - endte med to personer på sygehuset | TV 2 Fyn | Fynske nyheder - lokalt hver dag
To biler er blevet totalt smadret i Assens. Det skete efter en person kørte over for rødt og lige ind i en modkørende billist. Det fremgår af Fyns Politis døgnrapport. n
Da den ene part kørte over for grønt, bragede en anden bil ind i personen efter at have kørt over for rødt. Det skete ved Bogensevej. Begge biler blev totaltskadet og to personer blev kørt til kontrol på sygehuset.
Efterskole bringer dansk gymnastik til Polen
Lukning af Skibhusvej deler de lokale
Fyns Internat flyder over med killinger
Snesevis af børn samles på gamerlejr
Vinbønder står til fortræffeligt år - men farerne lurer
Video viser massive brandskader i gågade
Borgere i massevis leder efter fossiler på strand
Tømmerflåde-eventyr til Bornholm sluttede brat
Se tilbage på Grøn Koncert, hvor gæsterne blev lukket ind på Dyrskuepladsen i Odense klokken 13.00. Det var med 34.000 mennesker årets største fest på turen rundt i landet.
En kvinde fra Assens Kommune fik torsdag formiddag en usædvanlig oplevelse under en indkøbstur, som endte med, at hendes pung blev stjålet. Det fremgår af Fyns Politis døgnrapport.
En mand, der talte gebrokkent engelsk, henvendte sig til kvinden og spurgte om fedtprocenten i en liter A38. Da kvinden spurgte, hvor han kom fra, svarede han, at han var fra Tyskland, men også hans tyske lød gebrokkent.
Kvinden havde sin taske stående i sædet på indkøbsvognen bag sig. Først da hun nåede frem til kassen, opdagede hun, at hendes pung var blevet stjålet.
Mandens signalement er således:
Nordeuropæisk af udseende, 35-40 år, 168 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Bar briller, Talte: Tysk, Iført: Var iført cowboy shorts og lys t-shirt.
Mange danskere er på ferie i syden i disse uger, men ferien blev, for familien Vinther Bramm, afbrudt pludseligt, da flammerne hærgede i Sydfrankrig. Det skriver DR.
Familien fra Thurø sad om spisebordet på en restaurant i Provence, da de fik den foruroligende melding.
- Omkring klokken halv ni løber der brandmænd ind på restauranten og evakuerer os og siger, at vi skal skynde os at komme væk, fordi ilden har spredt sig mange hektar, og der er indsat over 1.000 brandfolk, siger Mads Vinther Bramm til DR.
Allerede inden evakueringen på restauranten havde familien godt opdaget flammer i området.
- Da vi havde lagt os til rette ved poolen, kunne vi godt fornemme en lugt af røg og brand, lidt ligesom hvis man stod tæt på et bål. Pludselig tegnede der sig en mørk sky bag træerne ved vores pool, hvor vi efterfølgende bemærkede, at der kom noget nedfald i form af aske ned i vores mad og pool, fortæller Mads Vinther Bramm til DR.
Tilbage til evakueringen ved restauranten, for kort efter den oplevelse fik familien Vinther Bramm pakket bilen og kørt afsted i udsædvanligt hurtigt tempo.
- Vi fik pakket bilen så hurtigt som aldrig før. Vi skulle lige køre tilbage til mine forældres sommerhus for at pakke vores ting. Så det blev kastet ind i bilen, mens ungerne lige så stille forstod alvoren, fortæller Mads Vinther Bramm til DR.
- Imens alt det her står på, kan vi se flammerne fra vores terrasse, og vores telefoner, inklusive min ældste datters, begynder at komme med den her alarm, som vi hører herhjemme i maj, når vi tester sirener, siger han.
Familien er nu kommet i sikkerhed.
Svendborg er igen i år centrum for Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe.
Efter en uge på vandet, sejler 56 historiske træskibe i dag i havn, når kapsejladsen afsluttes i byen.
Skibene kommer fra fem forskellige lande, og på havnen, der kan besøgende komme helt tæt på de gamle skibe og opleve den særlige maritime stemning.
Inden turen i dag gik til Svendborg, har skibene tidligere på ugen lagt til i Assens, Marstal og Faaborg.
Mens mange af os holder sommerferie, så har medarbejderne på Dyrenes Beskyttelses syv dyreinternater rundt omkring i landet ekstra travlt.
I juni blev hele 1.144 dyr afleveret på internaterne – og det svarer altså til 38 dyr om dagen.
Mange af dyrene kommer fra sager, hvor de er blevet efterladt, mens andre bliver afleveret, fordi ejerne ikke længere kan tage sig af dem.
Og det er katte, der stadig fylder mest. 905 af de indleverede dyr i juni var nemlig katte, og mange af dem var små killinger, der blev fundet alene uden deres mor. 211 af de indleverede dyr kom fra Fyn.
Viborg fik fredag aften en perfekt start på den nye superligasæson, da hjemmekampen mod OB blev vundet med 1-0.
Sæsonens allerførste kamp blev afgjort på en solotur af Thomas Jørgensen efter en lille times spil.
Man kunne absolut ikke klage over angrebsiveren fra de to hold og slet ikke fra kampens start. Således havde begge hold et langskud på stolpen inden for de første to minutter.
Hos Viborg stod Bilal Brahimi for skuddet, og hos OB var det Fiete Arp, der forsøgte sig, og det var ikke tilfældigt, for netop de to spillere stod for de farligste forsøg igennem første halvleg.
Særligt tyske Arp var skydelysten, og Viborg-keeper Kasper Kiilerich måtte to gange afvise ham med fine indgreb for at undgå fynsk føring.
OB var ellers svækket til premierekampen. Målmanden Viljar Myhra afsonede karantæne, og forsvareren Jens Berthel Askou blev skadet i sidste testkamp.
Desuden manglede den foretrukne midtbane fra sidste sæson. Max Ejdum er skiftet til Brøndby, og Rasmus Falk var ikke klar til en startplads og sad på bænken.
Dette til trods formåede OB at gøre kampen helt lige, og OB havde været tættest på, da Viborg i stedet slog kontra efter en lille time.
Thomas Jørgensen løb fra OB-forsvaret og driblede uden om den vikarierende keeper, Martin Hansen, og gjorde det til 1-0.
Ti minutter senere var OB tæt på udligning, men Jona Niemiec sparkede lige på Kasper Kiilerich i fri position.
Viborg havde også sine muligheder for at fordoble føringen, men det blev ved Jørgensens enlige træffer.
OB’s næste kamp bliver, når de stribede mandag den tredje august tager imod Sønderjyske i Odense.
Et omfattende Nets-nedbrud sidste sommer gav anledning til, at Sund & Bælt testede et nyt betalingssystem, så trafikanterne kan køre over Storebæltsbroen, selv om betalingskortene svigter.
Efterfølgende er den nye betalingsløsning blevet tilpasset og testet.
Nu oplyser Sund & Bælt til Ritzau, at systemet er fuldt implementeret.
Det kommer efter, at et nedbrud hos Nets endte med voldsom kø og kaos ved Storebæltsbroen, da de ventende bilister ikke kunne betale for overfarten.
Ved et udfald bliver transaktionerne med den nye løsning registreret og lagret, og når forbindelsen så bliver genoprettet, bliver de sendt.
Formålet er at håndtere et fremtidigt udfald fra Nets på en måde, så de fleste kunder slet ikke bemærker, at det er nede, sagde Jens Villemoes, pressechef hos Sund & Bælt, i april.
Godt en måned senere fik selskabet bag Storebæltsbroen anledning til at teste betalingssystemet med navnet "deferred authorization" under endnu et Nets-nedbrud 21. maj.
I juni har systemet været afprøvet i samtlige baner, hvor det fungerede uden problemer, oplyser Sund & Bælt til Ritzau.
Fredag aften er OB draget til Viborg for at åbne Superliga-sæsonen med et brag. Flere af de fynske førstevalg er dog ikke i truppen i dag.
Viljar Myhra fik et rødt kort i slutningen af sidste sæson, og har sin sidste karantæne-dag i dag.
Julius Berthel Askou bøvler desuden med en skade, og er ligesom Anssi Suhonen ikke at finde i truppen.
Begge kampe mellem OB og Viborg i den seneste sæson blev vundet af OB.
Følg kampen i livebloggen herunder:
Efter måneder i modvind og med udsigt til at miste retten til at drive bosted, har Hjertehusene i Ullerslev nu indgået en aftale med milliardkoncernen Carelink Gruppen, der sidste år overtog styringen og ejerskabet af det ligeledes omstridte bosted Mellemstoppet.
I dag er Mellemstoppet ejet af Carelink Bosteder, der også ejer Carelink Skærmede Boliger ApS. Og det er sidstnævnte selskab, der nu overtager to lejemål fra Hjertehusene.
- Carelink overtager lejemålene for Bakkebo pr. 1. oktober og Det Hvide Hus pr. 1. august. Vi overtager således hverken driften af tilbuddene eller medarbejderne på de to bosteder, hedder det i et svar til TV 2 Fyn fra kommunikationschef Christina Holm fra Carelink Gruppen.
Koncernen, der sidste år omsatte for over tre milliarder kroner, beskæftiger over 5000 medarbejdere og fører en offensiv opkøbsstrategi.
- I Carelink er vi løbende på udkig efter egnede ejendomme, der lever op til Socialtilsynets krav og har de fysiske rammer, som er nødvendige for at opnå godkendelse. Vi er i proces med at ansøge Socialtilsynet om godkendelse af de to adresser som en del af vores tilbud under Skærmede Boliger. Baggrunden for, at vi alene har overtaget lejemålene, er, at vi ønsker at etablere og drive vores egne botilbud med vores egne faglige metoder, værdier og medarbejdere. Når boligerne er godkendt af Tilsynet, er det kommunerne der visiterer de borgere, der matcher de målgrupper, som vi har under vores Skærmede Boliger, hedder det i svaret til TV 2 Fyn.
Careling Gruppen beskæftiger sig med:
Sundhed & Pleje: Hjemmepleje, helhedspleje, respiratoriske teams, akut døgnberedskab.
Vikar – sundhedsfaglig rekruttering: Landsdækkende netværk, hurtig tilgængelighed, mange faggrupper.
Social & Familie: Børn-, unge- og familieindsatser; bosteder; plejefamilier; mentor og socialpædagogisk støtte.
Job & Trivsel: Beskæftigelsesrettede forløb for ledige og sygemeldte, mestring, jobplatforme, trivselstiltag.
IT & Digitalisering: Software og platforme til det offentlige, digitale arbejdsredskaber og velfærdsteknologi.
Analyse & Udvikling: Evalueringer, kompetenceudvikling, rådgivning og implementering af reformer og strategier.
Careling Gruppen omsætter for over tre milliarder kroner, resultatet i 2025 var før skat på 64,1 millioner kroner og egenkapitalen på 153,7 millioner kroner. I dag har gruppen over 3000 ansatte.
Carelink Bosteder har Mette Wanda Balslev Seeberg, bosiddende i Nyborg, som direktør. Hun udgør også en tredjedel af direktionen i Carelink Gruppen, hvor Jens Heimburger fra Sydfyn sidder som bestyrelsesformand.
Carelink Skærmede Boliger ApS er allerede i dag registreret i området, hvor Hjertehusene holder til. Det er på to adresser på Kirkeballe og en adresse på Ferritslevvej i Ullerslev, viser TV 2 Fyns research.
Nyt krav om lukning af omstridt bosted - Hjertehusene kæmper for overlevelse
I 2025 søgte Carelink også Nyborg Kommune om at åbne et aflastningstilbud på Kirkevej i Refsvindinge, men enheden er nu registreret som ophørt i CVR-registret.
Ifølge TV 2 Fyns oplysninger har Hjertehusene i dag aktiviteter i Ellebækhus og uddannelsesstedet SDU - Bøgebjerg.
Lene Hast Hansen, indehaver af Hjertehusene, er ikke vendt tilbage på TV 2 Fyns henvendelse.
Bernsholdet, som er bestående af 35 tidligere elever fra Bernstorffsminde...
Bernsholdet, som er bestående af 35 tidligere elever fra Bernstorffsminde Efterskole, rejser lige nu rundt i Polen og laver opvisning efter opvisning og workshop efter workshop.
OB Q’s hjemmetrøje får ny trøjesponsor. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra OB.
- AL Sydbank styrker sit engagement i Odense Boldklub og træder ind blandt klubbens største partnere. Samtidig bliver de ny Jersey Partner på OB Q's hjemmebanetrøje.
Og det betyder meget for OB’s kommercielle direktør.
- Hvis vi skal lykkes med ambitionerne for OB, kræver det virksomheder, der vil mere end et traditionelt sponsorat. Vi ønsker partnere, der vil være med til at udvikle klubben, styrke fællesskabet og skabe endnu større fynsk stolthed, siger Jack Jørgensen, der er kommerciel direktør i OB.
En mand fik torsdag aften sig noget af et chok, da en kat løb ud i et kryds ved Munkebo.
Manden kørte klokken 18.40 ud i krydset med cirka 80 kilometer i timen, i samme øjeblik løb katten over vejen. Manden undveg katten, men under undvigelsen ramte han på sin højre side to trafiklysstanderer, som begge blev nedlagt. Det fremgår af Fyns Politis døgnrapport.
Mandens bil fik store skader på højre frontparti og kunne ikke køre fra stedet. Der var blev ikke forvoldt nogen personskade.
Politi og Brandvæsen er massivt til stede på Kochsgade i Odense.
TV 2 Fyns reporter på stedet fortæller, at der er mange både brandbiler og politibiler.
Indsatslederen Kenny Christensen fortæller til TV 2 Fyn, at der er tale om en ild i et vaskerum.
Vaskerum er i kælderen af ejendommen, og derfor kunne det se voldsomt ud, da der stod røg op af kælderen.
- Vi fik en melding om brand i en lejlighed. Da vi kom frem, viste det sig, at der primært kom røg fra kælderen. Der var en mindre brand i en elektrisk brugsgenstand – muligvis en vaskemaskine – i kælderen, så vi kunne forholdsvis hurtigt få slukket branden og ventileret røgen ud, fortæller indsatsleder Kenny Christensen.
- Status er, at branden er slukket. Vi har skadeservice på vej, og vores køretøjer forlader nu stedet og kører tilbage for at blive gjort klar til næste udrykning. Kælderen har selvfølgelig taget skade og skal udbedres, men selve lejlighederne er stort set upåvirkede.
Hent vores app og gå ikke glip af de vigtigste fynske nyheder
TV 2 Fyn | Olfert Fischers Vej 31 | 5220 Odense (+45) 63 15 60 00 | redaktionen@tv2fyn.dk
Vi tager ansvar for vores indhold og er tilmeldt
Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden, analysere statistik samt vise dig funktioner til sociale medier. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid tilbagetrække eller ændre dit samtykke, ved at klikke på 'Opdater dit cookietilsagn' i websidens menu. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere om brugen af cookies.
Du kan altid ændre dine præferencer senere.
Her finder du en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.